Lokalt sammenhold, sunde børn og masser af tagpap

Denne sommer drager frivillige fra hele verden igen til Kullorsuaq i det nordlige Grønland. Ikke for at lege med børnene, men for at hjælpe lokalbefolkningen med det, de selv har identificeret som det vigtigste for gode børneliv i bygden: Manglen på ordentlige boligforhold.

“Vi har gennem flere år arbejdet tæt sammen med bygdebestyrelsen i Kullorsuaq for at understøtte de gode lokale kræfter, der gerne vil gøre en indsats for børn og unge i bygden. En stor udfordring er, at en del af husene er i så dårlig stand, at det går ud over børnenes trivsel – og derfor er det der, vi i fællesskab gør en indsats denne sommer”, fortæller Evi Kreutzmann, som er sekretariatsleder i Kalaallit Meerartaat i Nuuk.

Vi løfter i flok for børns sundhed og trivsel

I juli måned ankommer en gruppe på otte frivillige, som sammen med lokale beboere går i gang med at forbedre og istandsætte nogle af de huse, der har behov for reparation. Materialer som træbeskyttelse og tagpap er sendt i forvejen, så arbejdet kan begynde med det samme.

”Der er stor lokal opbakning til projektet, og det er inspirerende at opleve det engagement, som mange i Kullorsuaq bidrager med. Nogle hjælper med selve istandsættelsen af husene, mens andre har meldt sig til at støtte på andre måder, for eksempel ved at lave mad til de frivillige. Det viser et stærkt lokalt fællesskab og en vilje til at løfte opgaven sammen,” fortæller Evi Kreutzmann

Næste
Næste

Unge frivillige: Vi vil give tilbage