Tak for gode dage på årets Folkemøde…
Vi er netop hjemvendt fra årets Folkemøde på Bornholm: tre dage med debatter og events, - historisk mange med et grønlandsk fokus. Vi var der ikke alene, op mod 100.000 mennesker havde fundet vej til Allinge. En af dem var vores nye sekretariatschef i Nuuk, Evi Kreutzmann. Men hvad gjorde størst indtryk? Og hvad tog hun med sig fra travle dage i Allinge?
“Det bedste og det vigtigste var muligheden for at deltage i den debat, UNICEF inviterede til. Det var en god mulighed for at sidde sammen med andre aktører som arbejder i samme felt som vi gør, og drøfte og være nysgerrige på hvordan, vi hver især arbejder for børns og unges trivsel, rettigheder og deltagelse i samfundet.
Noget andet der gjorde stort indtryk på mig var Ungdomsbureauet, der havde inviteret tre unge grønlandske unge på scenen, der læste op af deres fortællinger fra bogen (Taakku) Kalaalllit. De beskrev de følelser, som jeg også har mødt, og som jeg stadigvæk møder i Danmark.
Deres mod for at stå op og fortælle noget der er så personligt og følsomt er mega beundringsværdigt”.
Var der temaer eller emner, der gik igen i de debatter, du deltog i?
Noget af det jeg bed mærke i, som blev diskuteret i forskellige debatter, er vigtigheden af, at de danske fonde er opmærksomme på at tilpasse indsatserne og projekterne til den grønlandske kultur. Man kan have et fedt projekt, men når man reelt skal til at realisere det i Grønland, så er det de blandt andet de lange relationsopbygninger, der betyder noget for, hvor godt man lykkes med projektet.
Hvilket møde gjorde det største indtryk?
Det var da jeg stødte ind i Mette Frederiksen. At hun med meget få ord og med sit blik mødte mig i respekt og anerkendte Kalaallit Meerartaats vigtige arbejde, det gjorde indtryk.
Mødet med Mette Frederiksen var et særligt og sjovt øjeblik, siger Evi Kreutzmann
Hvordan var det at opleve Folkemødet for første gang?
Virkelig overvældende på alle måder. Mange mennesker, mange møder, mange meninger. Det blev klart for mig, at det er vigtigt at udvælge nogle debatter og events, man gerne vil nå at opleve. Man kan ikke nå det hele, så det er godt med en plan på forhånd.
Hvad tager du med hjem fra Folkemødet, som kan bruges i dit arbejde som sekretariatschef?
Folkemødet gav mulighed for at udvide mit netværk. Mit arbejde er mere end daglig drift, det er også udvikling af nye samarbejder. Jeg mødte nogle gode mennesker, som jeg glæder mig til at snakke mere med.
Er der en særlig situation eller oplevelse, som du kommer til at huske længe?
Vi var forbi til en koncert af den grønlandske musiker, Josef Tarrak. Og omkvædet i en af hans sange gjorde stort indtryk på mig.
Nunami maani aniinnartut, nunami maani imiinnartut, nunami maani nivinngarl, nunami maani qimiinnarl
Det sad simpelthen i kroppen i lang tid. Hele koncertstemningen var fest og glade mennesker. Men i virkeligheden var det meget tunge emner, han sang om: Folk der forlader deres land (af afmagt) drikker bare i deres nye land, hænger sig selv i deres land, og bliver kvalt…
Det var virkelig stærke tekster.
Josef Tarrak optrådte på årets Folkemøde med sine hårdtslående musik og tekster.