Et år på efterskole kan blive et vendepunkt for unge med grønlandsk baggrund i Danmark. Hos Grønlandske Børn – Kalaallit Meerartaat ser vi både, hvor stor en forskel efterskolen gør, men også hvordan økonomien kan stå i vejen for, at de unge får den mulighed. Med en bevilling fra Dudekfonden kan vi nu hjælpe grønlandske familier med at dække den lange række af udgifter, der følger med et efterskoleophold.
For mange af de unge, vi møder i Grønlandske Børn - Kalaallit Meerartaat, er et år på efterskole ikke bare et skoleår. Det er for mange et pusterum og et vendepunkt. En mulighed for at opleve stabilitet, fællesskab og tro på egne evner. For de unge der kæmper med ensomhed, sproglige barrierer, lavt selvværd eller urolige forhold derhjemme kan efterskolen give mulighed for at opleve en hverdag med faste voksne, strukturerede rammer og et forpligtende fællesskab. Det kan være stedet, hvor de opdager, at de kan lykkes.
Peter Berntsen er ungekoordinator i Grønlandske Børn – Kalaallit Meerartaat. Han fortæller:
”For mange af de familier, vi arbejder med, er økonomien den største barriere. Selve opholdet kan ofte dækkes gennem de eksisterende tilskud, som vi hjælper familierne med at søge. Men der følger mange andre udgifter med. For udover omkostningerne til selve opholdet kommer udgifter til sportstøj og computer, studieture og fællesaktiviteter og transport mellem hjem og efterskole. For mange familier er der simpelt hen ikke penge til at dække alle de udgifter”.
Flere får muligheden
Med bevillingen fra Dudekfonden har vi kunne oprette en pulje, som familierne kan søge til at dække følgeudgifter til efterskoleophold.
”For mange af de unge, vi møder, har et efterskoleophold givet en pause og hjulpet meget både socialt og fagligt. Med den nye pulje kommer endnu flere forhåbentligt til at få muligheden for at komme på efterskole”, slutter Peter Berntsen.
Et efterskoleår kan gøre en stor forskel. Det kan én voksen også.
Vil du være frivillig mentor?
Det er ikke kun økonomien, der afgør, om et efterskoleår lykkes. Det gør de voksne omkring de unge også.
Lige nu søger vi en frivillig mentor til en 16-årig pige, der går på efterskole i Mariagerfjord Kommune
Som mentor besøger du hende fx en gang om måneden, holder kontakten ind imellem og hjælper hende med at holde motivationen oppe og trives i hverdagen. Du vil få løbende sparring med en fast medarbejder fra Grønlandske Børn – Kalaallit Meerartaat.
Har du lyst til at høre mere, så kontakt Phoebe på mail: pr@fgb.dk eller
telefon: +45 5146 0337