Ny femårig aftale: Børn i Qeqqata Kommunia skal kende deres ret til en bisidder

Qeqqata Kommunia og Grønlandske Børn - Kalaallit Meerartaat har fornyet samarbejdsaftale om børnebisidderordningen Najorti. Den nye 5-årige aftale skal udbrede kendskabet til Najorti og sikre, at børn og unge med en socialsag har adgang til en uvildig bisidder, der står ved deres side i mødet med myndighederne.

“Samarbejdet med Kalaallit Meerartaat - Grønlandske Børn og den nye samarbejdsaftale styrker børn og unges rettigheder, trivsel og mulighed for at komme til orde,” siger borgmester Malik Berthelsen.

Kalaallit Meerartaat har siden 2014 arbejdet med at udvikle, etablere og drive en børnebisidderordning for børn og unge i Grønland. Qeqqata Kommunia har været samarbejdspartner siden indsatsens begyndelse, og med den fornyede aftale styrkes samarbejdet yderligere.

”Alle børn og unge har ret til at blive hørt og inddraget i beslutninger, der vedrører deres eget liv. Derfor er vi glade for at have fornyet aftalen med Kalaallit Meerartaat og deres bisidderordning Najorti. Det er utrolig vigtigt, at børn og unge har adgang til en uvildig bisidder, der kan sikre, at de får den rigtige støtte og hjælp. Samarbejdet styrker desuden børn og unges rettigheder, trivsel og mulighed for at komme til orde,” siger borgmester Malik Berthelsen.

Børn skal kende deres rettigheder

Et langvarigt samarbejde med Qeqqata Kommunia er af afgørende betydning for at styrke og udbrede Najorti, siger sekretariatschef i Grønlandske Børn - Kalaallit Meerartaat, Evi Kreutzmann.

”Med den nye femårige aftale kan vi fortsætte med at uddanne bisiddere i Sisimiut og Maniitsoq og udbrede kendskabet til Najorti, blandt andet ude på skoler og klubber, alle de steder hvor børnene er. Det er vigtigt, at alle fagpersoner der har med børn at gøre, har kendskab til Najorti, men børnene skal også kende til deres ret til at få følge af en voksen, der kan støtte dem, hvis de bliver en del af en socialsag i kommunen”.

Fakta om Najorti og børns ret til en bisidder
Najorti er et korps af børnebisiddere, der sikrer børn i Grønland inddragelse i mødet med myndighederne. FN’s Børnekonvention fastslår, at børn skal høres og inddrages i overensstemmelse med deres alder og modenhed, når der træffes beslutninger, der har betydning for dem. Retten til en børnebisidder blev indskrevet i Børnestøtteloven i 2017, og i 2023 blev det yderligere præciseret, at børn skal tilbydes en bisidder i sager, hvor anbringelse er på tale.

Læs mere om Najorti her

Næste
Næste

Grønlandske Børn - Kalaallit Meerartaat søger en ny socialpædagogisk fuldtidsmedarbejder