Gratis tilbud kan styrke grønlandske borgeres retssikkerhed – men kommunerne bruger dem ikke

Ny landsdækkende undersøgelse fra tænketanken Justitia viser, at retssikkerheden for inuit/grønlændere varierer meget fra kommune til kommune. Men kommunerne behøver ikke opfinde løsningerne selv. Der findes tilbud, som styrker retssikkerheden. Kommunerne bruger dem bare ikke.

Justitia har netop udgivet undersøgelsen Retssikkerhed for inuit/grønlændere i Danmark. Undersøgelsen bygger på aktindsigter hos alle landets 98 kommuner, data fra Danmarks Statistik og interviews med kommunale medarbejdere, inuit/grønlændere og relevante organisationer. Resultatet tegner et billede af markante forskelle i, hvordan kommunerne håndterer opgaven. Kun 29 kommuner har oplyst, at de har særlige indsatser eller samarbejder med fokus på inuit/grønlændere. De resterende 69 kommuner har ikke kunnet oplyse om lignende initiativer.

Kommunerne behøver ikke at opfinde løsningerne selv

Ivalo Parbst Frederiksen er projektleder af Grønlandske Børns indsats Styrket Sagsbehandling, som er en national informations- og rådgivningsindsats målrettet kommunale sagsbehandlere og andre fagpersoner, som møder grønlandske børn, unge og familier i deres arbejde:

“Styrket Sagsbehandling er er et gratis tilbud til landets kommuner. Det er en indsats, der bidrager til at højne netop den retssikkerhed, Justitias rapport sætter fokus på.

Vi tilbyder oplæg og temadage, rådgivningsforløb online eller over telefon, åben rådgivning i kommunerne med fast kontortid i kommunens familieafdeling og et helt team af rådgivere, der står til rådighed for enkelthenvendelser og sparring i konkrete sager. Tilbuddet retter sig direkte imod de udfordringer, rapporten identificerer: mangel på viden, mangelfulde procedurer og for lidt inddragelse af de borgere, sagerne handler om. Alligevel gør meget få kommuner brug af tilbuddet”.

Grønlandske borgeres retssikkerhed nedprioriteres

I projektperioden 2023-2025, var Styrket Sagsbehandling ude i 14 kommuner. I 2026 har kun to kommuner ud af 98 benyttet sig af tilbuddet om et oplæg i deres familieafdeling. Det er altså blevet sværere at få kommunerne i tale, selvom intet tyder på, at behovet er blevet mindre.

Ivalo Parbst Frederiksen forklarer:

“Jeg tager kontakt via fællespostkasser, direkte mails, opkald og sms-er til afdelingsledere og teamledere. Jeg har inviteret mig selv på besøg til uforpligtende kaffeaftaler for at fortælle mere om projektet. Men alle henvendelser og forsøg på kontakt bliver typisk lukket ned på grund af travlhed eller bliver ikke besvaret.

Det er ærgerligt fordi, at tilbuddet er blevet godt modtaget: I 2025 udarbejdede VIVE en evaluering af Styrket Sagsbehandling. Evalueringen viste, at fagpersoner oplevede, at de nye indsigter havde gjort dem bedre i stand til at hjælpe familierne.

Derudover melder rådgivere og fagpersoner tilbage med positive tilkendegivelser; ord som øjenåbnende bliver oftest brugt. Flere har fortalt om gennembrud i sager, der ellers har været i hårdknude, og generelt er der en stor interesse i mere viden om grønlandsk kultur og livsverden - og ikke mindst at rette opmærksomheden imod de af egne forforståelser, der kan stå i vejen for et åbent og kvalificeret møde med en grønlandsk medborger”.

Møder du grønlandske familier i dit arbejde, og vil du vide mere om, hvordan du og dine kolleger kan få glæde af Styrket Sagsbehandling?

Kontakt Ivalo Parbst Frederiksen på mail ipf@fgb.dk eller på telefon +45 71920926

Forrige
Forrige

Klara var frivillig på sommercamp: “De bedste øjeblikke var dem, vi ikke planlagde”.

Næste
Næste

Sommercamp 2026 - få lidt af stemningen