Klara var frivillig på sommercamp: “De bedste øjeblikke var dem, vi ikke planlagde”.

I sommer var 28-årige Klara Dalgaard Reetz fra København med som frivillig på sommercamp i Narsaq. Klara havde forberedt sig hjemmefra og vidste på forhånd hvilke aktiviteter, hun ville lave med børnene. Alligevel opstod de bedste øjeblikke i det, der ikke var planlagt, og fællesskabet opstod omkring helt enkle ting.

Vi har bedt Klara om at dele lidt fra de bedste dage på sommercamp.

Yndlingsdag # 1: Lege der opstår spontant

I dag var vi på Aasivik, som er en festival, der i år var havde aktiviteter i Narsaq. Det meste var dog aflyst på grund af vejret. Men en af dagene havde vi en gruppe børn med til festivalen, og på trods af vind og vejr, myg og regn udviklede dagen sig til at blive én af dem, hvor vi virkelig kom hinanden ved. I et lille telt, som egentlig var slået op, så man kunne tage et hvil eller spise lidt mad, endte hele flokken af børn og frivillige med at samle sig.

Vi havde taget balloner med, som egentlig skulle deles ud til festivalens gæster. Dem pustede vi op, og pludselig opstod der en leg blandt næsten alle børn og frivillige. Vi kastede med balloner, spillede på dem, tegnede ansigter på dem, skød dem efter hinanden, lavede elektrisk hår osv. osv. Det blev hurtigt til noget helt andet end det, vi oprindeligt havde tænkt.

For mig endte det med at være en af de fineste dage. Det var første gang, jeg for alvor kom flere af børnene rigtigt ved, og dagen viste på en eller anden måde, hvor lidt der egentlig skal til for at have det sjovt sammen. Der behøver ikke være en masse planlagte aktiviteter eller det helt rigtige vejr. Selvom festivalens gæster blev væk, de planlagte aktiviteter blev aflyst, og det regnede stort set hele dagen, står dagen tilbage som et af mine fineste minder fra opholdet.

Yndlingsdag # 2: Børn lærer når man lader dem prøve selv

Den tekniske skole i Narsaq havde doneret en masse resttræ, som vi kunne bruge. Jeg er uddannet arkitekt og har taget en del af snedkeruddannelsen, og derfor var det oplagt, at jeg skulle planlægge nogle aktiviteter, hvor vi kunne bruge træet.

Jeg startede med en masse idéer om, hvordan vi kunne bygge en hule, eller hvordan børnene kunne planlægge deres egne projekter og tegne, hvad de havde lyst til at bygge.

Ret hurtigt forstod jeg dog, at med sprogbarrierer, lidt begrænset koncentration engang imellem og erfaringen med, at det fungerede godt med aktiviteter, der ikke strakte sig over flere dage, skulle opgaven gribes lidt anderledes an.

Derfor endte jeg med bare at gå i gang selv på verandaen. På den måde kunne de nysgerrige komme ud og kigge, give en hånd med og prøve sig frem sammen med mig. De skulle ikke forholde sig til for mange ting på én gang, men kunne i stedet følge med i det, jeg gjorde, og langsomt selv tage over. Det fungerede rigtig godt, og hurtigt blev ”workshoppen” populær.

Især mange af pigerne var meget nysgerrige på at save, skrue, tegne op osv. Jeg var enormt imponeret over, hvor hurtigt de opfangede, hvordan tingene skulle gøres. De fandt hurtigt ud af rækkefølgerne, tog forholdsregler og passede på både værktøj og hinanden.

Workshoppen lærte mig noget om, hvor hurtigt børn lærer, når man faktisk lader dem prøve selv. Selvom jeg i starten var lidt nervøs for at lade dem bruge skruemaskine og sav, havde de fuldstændig styr på det. Med det rigtige overblik og den rigtige tilgang blev det et trygt og rart rum at være i for alle.

Det er godt at give lidt slip nogle gange. I bekymringen for, om noget kan gå galt, eller om børnene nu er klar til at prøve noget nyt, kan man også komme til at holde dem tilbage. Noget af læringen ligger netop i at få lov til selv at prøve, fejle lidt og finde ud af, hvordan tingene fungerer.

Yndlingsdag # 3: Vilde lege og fordybelse

I dag var der godt gang i både lyd- og aktivitetsniveauet i børneflokken. Det havde regnet lidt, og vi var derfor mest indendørs.

Sammen med den anden frivillige, Viktor, havde vi talt om, at vi gerne ville plukke timian, og det var oplagt at spørge, om nogle af børnene ville med. Det ville de heldigvis gerne, så vi tog en stor flok med.

De var meget fokuserede og optagede af at samle timian, som vi senere kunne tørre og bruge som krydderi. Alle hjalp til og viste hinanden nye steder, hvor vi kunne plukke. Det var en god og fin måde at komme lidt ud af huset sammen på, samtidig med at vi havde et konkret formål, vi kunne være fælles om.

På et tidspunkt spørger børnene, om vi kan gå ned på boldbanen, hvilket vi gjorde. Her opstod legene nærmest af sig selv. Nogle lærte at spille rugby med Marcos, andre legede fangeleg, og nogle andre lavede noget helt tredje.

Igen var det en rigtig fin oplevelse af, hvordan én aktivitet kan føre til en anden. Der behøver ikke nødvendigvis være en stram plan for, hvad vi skal lave, og hvornår vi skal gøre det. Nogle gange opstår det bedste netop undervejs.

Dagen var en kombination af de vilde lege med rugby og fangeleg og fordybelse og koncentration da vi var på fjeldet og samlede timian. Det var en af mine yndlingsdage.