Aktiviteter styrker unges trivsel og relationer

I ungeindsatsen NUKIK vokser fællesskabet, når unge samles om kreative og praktiske aktiviteter. Aktiviteterne er et pædagogisk redskab til at styrke de unges trivsel og relationer, fortæller børne- og ungevejleder Christina Edvardsen.

NUKIK er for de unge, der er i overgangsfasen mellem barn og voksen og har gavn af støtte til at håndtere de sociale, følelsesmæssige og praktiske aspekter af ungelivet, som for nogen kan være både overvældende og udfordrende.

I NUKIK samler vi grønlandske unge mellem 14-17 år til en række aktiviteter, der skaber mulighed for at udvikle mod og handlekraft i et stærkt fællesskab. De unge får konkrete værktøjer til at navigere i ungdomslivet og bliver støttet i at formulere ønsker og drømme, i at sætte mål for sig selv, og de bliver opmuntret til at træffe valg, som har værdi for dem.

Uventede succesoplevelser

Weekendturene er en stor og vigtig del af NUKIK. Børne- og ungevejleder Christina Edvardsen fortæller:

”Det er på weekendturene, at fællesskabet udvikler sig. De unge skaber relationer og mærker, at alle er vigtige. I løbet af weekenden har vi forskellige aktiviteter, de unge deltager i. Aktiviteterne er forskellige fra weekend til weekend, men kreative og praktiske aktiviteter er altid en del af NUKIK.

Når de unge er sammen om kreative opgaver, spil eller fælles madlavning, opstår der ofte fine snakke, eller de kommer til at grine sammen. Aktiviteter kan også give uventede succesoplevelser, som kan være vigtige at bygge ovenpå. Aktiviteterne er på den måde et pædagogisk redskab til at styrke de unges trivsel og relationer”, fortæller Christina, som lige nu er på udkig efter frivillige, der vil med på nogle af weekenderne med de unge.

”Vi leder efter frivillige, der vil stå for en aktivitet med de unge. Det kan være, man kan noget med at bygge i træ eller lave smykker eller har mod på at tage de unge med ud og lave aktiviteter i naturen. I virkeligheden kan det være hvad som helst, bare man har lyst til at skabe noget sammen med en lille gruppe unge mennesker”.

Forrige
Forrige

Landskabsmotiver der fortæller historier

Næste
Næste

Klara var frivillig på sommercamp: “De bedste øjeblikke var dem, vi ikke planlagde”.