Vi fejrer hver gang et barn starter til fodbold

Hver gang et barn starter på en fritidsaktivitet eller et fritidsjob, giver det en følelse af, at vi lykkes med vores arbejde. Det er en konkret måde at hjælpe børn og unge godt på vej. Det siger Elna Koch, som arbejder i Grønlandske Børn i Vejle som børne- og familievejleder.

Det kan lyde mærkeligt, at dét at et barn starter til fodbold er så stor en ting, men faktisk viser undersøgelser, at børn og unge der holder ved en fritidsinteresse og et fritidsjob klarer sig væsentligt bedre, end børn der ikke har de muligheder. Elna Koch er børne- og familievejleder i Grønlandske Børn i Vejle. Betydningen af at gå til noget kan være kæmpe stor for det enkelte barn og den enkelte familie, men der kan være mange forhindringer, der står i vejen for at få det til at ske. Elna fortæller:

Mange benspænd

”Mange af familierne vi arbejder med har et meget sparsomt netværk og kender ikke til mulighederne i deres lokalsamfund. Derudover kræver det ressourcer at koordinere og måske skulle følge barnet til aktiviteten. Det er ikke alle familier, der kan løfte den opgave det er at sørge for at barnet kommer afsted hver uge for ikke at snakke om at kunne betale for de udgifter, der er forbundet med det. Derfor samarbejder vi også med andre organisationer, der arbejder for at hjælpe familier, der ikke har økonomisk råderum til fritidsaktiviteter, blandt andet BROEN, hvis formål netop er at støtte socialt udsatte børn og unge med kontingenter og udstyr til idræt eller andre fritidsaktiviteter”.

Også i Esbjerg arbejder Grønlandske Børns børne- og familievejledere tæt sammen med andre NGOér og organisationer, der støtter børn og unges idræt og fritidsinteresser. Børne- og familievejleder Charlotte Pallesen peger på flere gode grunde til at støtte børn og unges aktive fritid.

Ud af tryghedszonen

”De fællesskaber grønlandske børn og unge har hos os har en stor værdi; de spejler sig i hinanden og deler sprog- og kulturbaggrund. Det giver en stor tryghed og kontinuitet, som er vigtig – men det er også vores opgave at støtte børnene og de unge i at træde ud af tryghedszonen og ind i andre arenaer og fællesskaber. Her er er fritidsaktiviteter en måde at stå lidt på egen hånd og et sted, hvor de kan opdage noget af det, de er gode til”.

Sinniisoq på 15 år bor i Esbjerg og går til badminton hver mandag.

“Jeg kommer hver gang, så de forventer, at jeg kommer. Jeg har haft den samme træner i alle de tre år, jeg har gået der og hans børn kommer der også. De bliver glade, når de ser mig og spørger, hvordan jeg har det. Det er rart”.

Charlotte peger også på værdien i at forpligte sig. ”Jeg synes, det er en meget vigtig og brugbar ting at lære børnene, så de kommer dertil, hvor de tænker: ”Det kan godt være jeg lige lidt træt i dag, men jeg tager afsted alligevel, fordi jeg har forpligtet mig, og fordi der er nogen, der regner med, at jeg kommer”.

Børne- og familieindsatsen i Grønlandske Børn

Nuan er vores børne- og familieindsats, som når hele vejen rundt om den enkelte familie, barn eller ung og tilbyder et frirum, hvor det at være grønlandsk ses som en styrke og giver adgang til et fællesskab omkring grønlandsk sprog og kultur.

Udover individuel støtte, bisidning og familiebesøg, er Nuan også et tilbud om weekendture, børne- og ungegrupper, familiearrangementer og fællesspisninger, hvor der opbygges stærke netværk med fokus på gode oplevelser sammen.

Nuan eksisterer som tilbud i Aalborg, Aarhus, Esbjerg, Vejle og København

 

 

 

Forrige
Forrige

Vores årsberetning er kommet fra tryk

Næste
Næste

Det er meningsfuldt at være frivillig – også på tiende år