VIVE - Det Nationale forsknings- og analysecenter for Velfærd´s nye rapport ’Bevægelser mellem Grønland og Danmark’ viser, at grønlandske børn i familier i udsatte positioner ikke bliver mødt med de samme muligheder for støtte som familier med dansk baggrund. Kulturforskelle kan stå i vejen for den rette hjælp. Det kommer ikke bag på os. Det bekræfter kun de fortællinger, vi møder i vores indsatser, skriver Jeanne Funch Asmussen og Puk Draiby fra Grønlandske Børn – Kalaallit Meerartaat i en kronik i Altinget.
Flere grønlandske forældre oplever, at de ikke bliver forstået og lyttet til, når de eksempelvis har en socialsag i kommunen. Det kan betyde, at støtteforanstaltningerne rammer skævt med meget alvorlige konsekvenser for grønlandske børn og familier i Danmark. Sådan skriver Jeanne Funch Asmussen og Puk Draiby fra Grønlandske Børn – Kalaallit Meerartaat i en kronik i Altinget. Kronikken er en kommentar på rapporten, som VIVE - Det Nationale forsknings- og analysecenter for Velfærd netop har publiceret.
Manglende nysgerrighed for kulturforskellene kan føre til fejltolkninger. Jeanne Funch Asmussen og Puk Draiby skriver blandt andet:
Vi ved, at sagsbehandlere kan have en oplevelse af, at grønlandske forældre i en socialsag ikke siger ret meget. Tavsheden kan blive tolket som ligegyldighed, resignation eller manglende evne til at udtrykke egne behov. Men udover at tavsheden kan være udtryk for sproglige udfordringer, betyder tavshed ikke det samme i en grønlandsk og dansk kultur.
Der er i den grønlandske kultur ikke samme tradition for at argumentere, forklare og forsvare sig. Samtidig kan der være frygt og afmagt over for en (dansk) myndighed. Det, en dansk sagsbehandler opfatter som passivitet, kan i virkeligheden være et udtryk for respekt og et ønske om at samarbejde.
Vi ved fra de familier, vi arbejder for og med, at mange har dårlige oplevelser med forskellige myndigheder bag sig. De får ikke en hjælp, de kan bruge – eller også er der blevet foretaget meget store indgreb i familiernes liv, som kunne have været undgået, hvis der havde været en bedre forståelse for grønlandsk kultur blandt de relevante myndighedspersoner. De oplevelser kan skabe en modstand mod at have kontakt med myndighederne, og det kan skabe en ond spiral, hvor forældrene heller ikke opsøger hjælp.
Kommunerne har et ansvar
Vi ville ønske, at kommunerne tog sig tid til at sætte sig ind i de kulturelle forskelle. Men de behøver ikke stå alene med opgaven. Civilsamfundet har både viden og erfaring, som kommunerne kan trække på. Vi står for eksempel klar til at dele vores viden og hjælpe med at sikre, at den når ud til dem, der har brug for den. Vi ved også, at det gør en forskel, når en af vores børne- og familievejledere, som kender en familie fra fællesspisninger og weekendture i vores indsatser, tager med til et møde i kommunen som bisidder. Det får rummet til at føles mere trygt for forældre og børn, og det er samtidig en måde at sikre, at forældrenes perspektiv kommer tilstrækkeligt frem, trods kulturelle og sproglige barrierer. Vi kender også familiernes styrker og ressourcer og kan hjælpe dem med at sætte ord på dem. Det giver kommunen et bedre grundlag for at vurdere, hvilken forebyggende indsats familien har brug for.
Med en nysgerrig og opmærksom tilgang til de kulturelle forskelle, bliver det lettere at opbygge tillid og samarbejde, slår Puk Draiby og Jeanne Funch Asmussen fast - og hjælpen får langt bedre mulighed for at virke. Det er samtidig en investering, der giver mening både menneskeligt og samfundsøkonomisk. En vellykket forebyggende indsats koster mindre end mange års sociale indsatser, anbringelser og følgevirkninger senere i livet. Men vigtigst af alt giver den børnene mulighed for at få den barndom, de fortjener.
Læs hele kronikken i Altinget her
Læs rapporten Bevægelser mellem Grønland og Danmark her
