Forrygende uger i Qeqertarsuaq

I Qeqertarsuaq er sommercamp for længst forbi, og hverdagen er i gang igen. Undervejs blev der taget en masse billeder, og små film vidner om nogle forrygende uger. Frivillige fra hele verden og lokale borgere og var med til at gøre sommeren i Qeqertarsuaq helt særlig.

“Det er første gang, vi holder sommercamp i Qeqertarsuaq, og det var fantastisk at opleve at så mange bakkede op og ville være med til at give børn og unge en masse gode oplevelser”, fortæller Marianne Hansen, som er projektkonsulent i Grønlandske Børn. 16- årige Naja Nuka spillede en helt særlig rolle.

16-årige Naja Nuka meldte sig som en del af frivilligholdet og var med i begge uger. Naja Nuka var en kæmpe gave til sommercampen og til frivilligholdet.

”Det kan være overvældende for nogle børn, når gruppen af de internationale kommer til byen og sætter gang i de mange aktiviteter. Vi er jo fremmede overfor hinanden og skal lære hinanden at kende. Nogle kaster sig ud i det hele med det samme, og andre børn skal lige opbygge en tryghed, før de kaster sig ud i al det nye. Her spiller lokale frivillige en kæmpe rolle, og Naja Nuka fik en stor betydning. Man kan sige, at vi lånte den relation, Naja Nuka i forvejen havde til børnene og de unge i byen. Hun kunne oversætte, fx når vi satte gang i nye lege og være lige præcis den tryghed, der gjorde, at flere ville være med”.

Simigaq Heilmann er borgmester i Kommune Qeqertalik er bosiddende i Qeqertarsuaq: ”Jeg glæder mig over, at børn i Qeqertarsuaq fik en helt særlig og aktiv sommer. Det er ikke alle familier, der har mulighed for at rejse ud i sommeren, og flere forældre skal arbejde og kan ikke holde ferie med deres børn, så sommercamp er et kærkomment tilbud til børn og unge - og en mulighed for at engagere sig i aktiviteter, de ellers ikke ville have mulighed for”.

Sommercamp er startskud til en indsats, der skal fremme foreningsliv og frivillighed og styrke livsvilkårene for børn og unge i Qeqertarsuaq. Ikioqatigiinneq hedder indsatsen. Læs mere om Ikioqatigiinneq her.

Næste
Næste

Gratis seminar om forebyggende arbejde i grønlandske familier