Børn skal føle sig hørt, trygge og inkluderede
Nuka-Dorthe Petrussen er ansat som projekt- og udviklingskonsulent på sekretariatet i Nuuk: “Jeg bliver motiveret af at kunne gøre en forskel – især når jeg kan se, at børn føler sig hørt, trygge og inkluderede”.
”Grønlandske Børns vision om at sikre grønlandske børn tryghed, uddannelse og muligheder rammer direkte ind i mine egne værdier og mit faglige fokus. Jeg ser jobbet som projekt- og udviklingskonsulent som en meningsfuld mulighed for at bruge mine kompetencer til at gøre en forskel”.
”Jeg kommer til at have fokus på undervisningsforløb og udvikling af nye materialer, der kan styrke vores arbejde med børn og unge, hovedsageligt i vores voldsforebyggende indsats Tassa! Men jeg kommer også til at løfte opgaver i vores bisidderordning Najorti. Mine opgaver kommer til at spænde vidt og involverer blandt andet praktisk planlægning af rejser, uddannelsesforløb og aktiviteter, koordinering af sager og forskellige ad hoc-opgaver”, fortæller Nuka-Dorthe.
Børn skal trives - både indenfor og udenfor klasseværelset
Med en læreruddannelse, erfaring indenfor undervisning, døgninstitutioner og det grønlandske turisterhverv, bringer Nuka-Dorthe en stærk kombination af faglighed og menneskelig indsigt med ind i arbejdet. Hun har arbejdet med børn og unge i mange forskellige sammenhænge – og har en særlig interesse for børns trivsel og udvikling, både i og udenfor klasselokalet.