Stilheden er velkommen

Jeg er stille og genert. Sådan hører vi ofte grønlandske børn og unge sige om sig selv, og narrativet lever, både hos børnene og de unge, men også i verden omkring dem. Men hvor kommer det fra, og er det en myte, eller har det hold i virkeligheden? Vi har spurgt professor Minik Rosing, om han mener, at generthed er særligt grønlandsk – og om kultur og historie har betydning for måden, vi kommunikerer med hinanden?

”Der er ingen tvivl om, at forskellige kulturer har karakteristika, og bestemt også i måden vi kommunikerer på”, siger Minik Rosing på spørgsmålet, om der findes forskellige kulturelle kommunikationsstile. Det mest definerende for kultur er dels det vi spiser, og dels måden vi kommunikerer på. Det er noget af det, der gør os til en kultur og et folk, som har noget til fælles.

Minik Rosing er cand.scient. og lic.scient. fra Københavns Universitet og én af Danmarks mest betydningsfulde forskere inden for Jordens historie og klimaforskning. Minik Rosing er født i Grønland af en grønlandsk far og en dansk mor og har både et personligt og fagligt engagement i Grønlands natur og samfund. Udover forskning er Minik Rosing en aktiv formidler og forfatter. Han har skrevet flere bøger, holdt foredrag og modtaget formidlingspriser som f.eks. Rosenkjærprisen.

Er grønlændere generte?

”Generthed som begreb er interessant, fordi generthed i Danmark og andre vestlige lande opleves som et individuelt problem, noget man helst skal af med. Jeg tror, at i forhold til en grønlandsk kommunikationsstil, er det misvisende at snakke om generthed. Men jeg kender godt til fortællingen, også som en fortælling, der kommer fra nogle grønlændere selv.

Der en stor forskel i, hvad der er forventeligt i forskellige sociale situationer i Danmark og i Grønland, og så kan en mere stille eller tilbageholden adfærd måske tolkes som generthed.

I Danmark er det som om, vi forventes at have en mening og en holdning til alt muligt, også dét, vi ikke har forstand på, og vi har en meget diskussionslysten kultur. I Grønland har man ikke holdninger på andres vegne, og man informerer ikke andre om, hvad man synes om det ene og det andet. Så foretrækker man at være stille. Det er ikke en generthed i den forstand, det er mere en vurdering af, at det ikke er relevant. Det er en meget tydelig forskel mellem dansk og grønlandsk kultur”.

Hvad kendetegner den grønlandske måde at kommunikere på?

”Karakteristisk for grønlændere er, at stilheden er velkommen. Vi er ikke bange for pauserne og stilheden. Som barn var jeg ofte i små huse, hvor flere generationer opholdt sig i ét rum, og der kunne være stille. Det var ikke en stilhed, der var mærkelig på nogen måde, det var ikke sådan, at man sad på nåle eller holdt sig tilbage. Alle gjorde det de skulle, men måske er der en indbygget nødvendighed i, at man ikke fylder hele rummet alle sammen. Det er der bogstaveligt talt ikke plads til. Det lavmælte kan altså være afledt af en social tilpasning, men også noget meget situationsafhængigt, for omvendt kender jeg heller ingen som grønlænderne, der kan grine så tårerne løber ned ad kinderne. Hvis der bliver fortalt spøgelseshistorier, eller hvis nogen slår sig, så kan grønlændere grine og gyse som ingen andre”.

Hvad har danskerens og grønlænderens fælles kolonitid af betydning for måden, vi kommunikerer indbyrdes med hinanden?

”Noget jeg ofte støder på, er fortællingen om den underdanige grønlænder. Selvfølgeligt er der eksempler på det, men det er egentligt ikke noget, jeg genkender eller noget, jeg oplever har rod i kulturen eller historien. Da jeg var barn i Grønland, oplevede jeg fangerne og fiskerne som alt andet end underdanige.

Hvis man kigger tilbage i tiden, hvor kolonisterne og grønlænderne levede side om side, så var kolonisternes børn jo nødt til at være fangere og fiskere, ellers kunne de ikke leve der. De var alle sammen afhængige af fangst og fiskeri. Forskellen var bare, at kolonisterne var dem, der var dårligst til det. I størstedelen af den koloniale tid har grønlændere altså været dem, der har været de højst kvalificerede til at leve i det grønlandske samfund.

I dag kan man tale om en voksende ulighed, mellem dem med uddannelse og dem der ikke har. Dem med uddannelse er enten dem, der har rejst ud og kommet hjem igen eller tilrejsende danskere. De får adgang til højere lønninger, og det skaber ulighed i muligheder. På den måde kan man sige, at den underdanige og ydmyge grønlænder mere er en konstruktion, som afspejler vores nutid mere end en historisk virkelighed”.

Hvad vil du sige til grønlandske unge, der føler sig anderledes eller forkerte i danske sociale sammenhænge?

”Mit ønske eller råd kunne være, at man husker på, at man sagtens kan være sammen med andre uden at sige en hel masse. Det er ok at vælge stilheden til, men det er også muligt at lære at tage en slags overfrakke på i sociale situationer. Det kan man sagtens gøre uden at gå på kompromis med sig selv, og den man er som menneske. Det er en social tilpasning, der giver adgang til begge kulturer, og det er en kæmpe fordel”.