Samarbejdsaftale mellem Kujalleq og FGB
FGB indgår aftale om samarbejde med Kommune Kujalleq
Året i Foreningen Grønlandske Børn blev skudt i gang med en aftale om samarbejde med Kommune Kujalleq. Konkrete initiativer skal skabe bedre vilkår for børn og unge i kommunen.
”2016 har som bekendt været børnenes år. Der har været et positivt fokus på at forebygge omsorgssvigt og sikre børns rettigheder. Det fokus vil vi fastholde, derfor har vi i Kommune Kujalleq valgt at fortsætte børnenes år i 2017. Det har vi konkret gjort ved at indgå en aftale med Foreningen Grønlandske Børn”, siger borgmester i Kommune Kujalleq Jørgen Wæver Johansen og fortsætter: ”Jeg tror generelt på, at man opnår mest med samarbejde, og Foreningen Grønlandske Børn har vist sig som en stærk samarbejdspartner med den fornødne vilje, styrke og erfaring. Så tiden er inde til at udvikle noget mere og noget større til gavn for børn og unge i kommunen”.Den tidlige indsats virkerEt vigtigt indsatsområde i samarbejdsaftalen er at arbejde for, at sårbare familier i kommunen får den støtte, som skal til for at sikre et godt børneliv. Jørgen Wæver Johansen siger: ”Vi ved, at det er den tidlige indsats, der virker. Vi skal sætte ind med den rette hjælp til familierne, så de er i stand til at yde en god omsorg for deres børn, og vi skal forebygge de meget dyre anbringelser af børn, som aldrig er en optimal løsning for barnet”.Et andet vigtigt indsatsområde bliver at skabe brobygning mellem folkeskole, videre uddannelse og erhvervsliv: ”Alt for mange unge falder ud af systemet efter folkeskolen, og det er de samme unge, der ender med at blive de mest sårbare og får størst behov for hjælp fra kommunen, siger Jørgen Wæver Johansen, der dog ikke mener, at alle skal være akademikere og kontorfolk. "Det vigtige er at sørge for, at vores unge får kompetencegivende uddannelser og færdigheder, der i sidste ende sætter dem i stand til at forsørge sig selv”.
I Foreningen Grønlandske Børn glæder vi os til samarbejdet: ”Vi har i længere tid haft et meget positivt samarbejde med Kommune Kujalleq. Jeg tror på, at vi sammen kan skabe initiativer, der vil gøre en positiv forskel for børn og unge i Kommune Kujalleq”, siger generalsekretær i Foreningen Grønlandske Børn Puk Draiby.Aftalen trådte i kraft 1. januar 2017 og fortsætter de næste fire år. Se aftalen her