Portræt af Mariann
Portræt: jeg skal ikke kaldes ildsjæl. Jeg er bare mig
En tilfældighed betød, at Mariann Rosenstand fra Odense for syv år siden begyndte som frivillig i ét af vores projekter. Siden har hun ikke kunne slippe arbejdet med de grønlandske børn og unge. Heller ikke, da projektet på Fyn faktisk lukkede ned... “Jeg er ikke en ildsjæl. Jeg er bare et menneske, siger den 57-årige Mariann Rosenstand fra Odense og fortsætter efter en lille pause... “et menneske… som nogle gange gør en forskel”. Mariann Rosenstand har en baggrund som skolelærer, så det at arbejde med at få børn og unge til at lykkes lå lige for. Men Grønland havde fynboen ikke nogen speciel tilknytning til, så egentlig skyldtes det en tilfældighed, at Mariann Rosenstand gennem de sidste syv år kontinuerligt, men i forskellige sammenhænge har arbejdet med og for grønlandske børn og unge i og omkring Odense.
Pigegruppe fortsatte“Da jeg begyndte som frivillig, var mine egne børn blevet store; derfor sagde jeg ja, da en god bekendt tilbage i 2009 spurgte, om jeg ikke havde lyst til at være med i projektet Et ‘Godt Liv i Danmark’ (som var Foreningen Grønlandske Børn projekt på bl.a. Fyn på det tidspunkt, red.)”. Siden blev Mariann Rosenstands frivillige indsats omvekslet til en fast ansættelse som projektmedarbejder. Men da Et Godt Liv i Danmark-projektet i Odense som planlagt lukkede ved udgangen af 2012, ja, så stod hun og en lille håndfuld frivillige med en gruppe halvstore grønlandske piger, som ingen havde lyst til at slippe kontakten med.Løsningen blev, at Mariann Rosenstand blev ansat ved Korsløkke Ungdomsskole - og trak sit og flokken af frivilliges arbejde med “Den Fynske Pigegruppe” hertil. Foreningen Grønlandske Børn støttede økonomisk op om projektet, og pigegruppen mødes fortsat i Ungdomsskolens lokaler; et sted, som pigerne med tiden har givet tilnavnet ’Lykkehuset’. Et livsbekræftende arbejde“Når man først får lov at komme tæt på den her gruppe af dejlige og til tider meget udfordrede unge mennesker - hvilket godt kan tage lang tid - ja, så bliver man næsten familie. Der knyttes stærke bånd, når man kender hinanden over lang tid”. Spørger man Mariann Rosenstand, hvorfor hun egentlig bliver ved, kommer svaret: “Fordi det er livsbekræftende. Man tænker nogle gange ‘ok, det kan blive svært det her’ - og så får vi i stedet lov at se de her unge mennesker vokse til og komme godt i gang med deres egen tilværelse, med uddannelse og egen bolig; det er en stor glæde”.“Vi kan jo aldrig vide, hvordan det var gået uden vores medvirken. Det, vi ved, er, at vi har fået præsenteret nogle flere af livets muligheder. Måske fået åbnet nogle øjne - og så, måske som det vigtigste - fået skabt noget netværk, som de unge kan bruge videre frem”. Masser af opgaverMariann Rosenstands virke betød, at hun i 2011 selv nåede til Grønland på ’en fantastisk tur’ til Ilulissat og Upernavik. Formålet var at undervise 5. klasses børn i Upernavik (som er Odenses venskabsby, red.) inden børnene i nogle uger besøgte Danmark og her boede hos danske familier.Mariann Rosenstand er i dag frivilligkoordinator og kulturmedarbejder i Det Grønlandske Hus i Odense - og så er hun ved at etablere Foreningen Grønlandske Børns nye tilbud på Fyn: En mødregruppe, udelukkende henvendt til grønlandske mødre. Fakta om pigegruppen: I pigegruppen mødes unge grønlandske piger fortrinsvis i alderen 14-18. Det er piger, der har brug for ansvarlige voksne, der fx kan følge dem til møder med kommunen, til psykolog eller læge, men også voksne der kan støtte, lytte og opmuntre pigerne, der for manges vedkommende er vokset op med store svigt.Fakta om mødregruppen: Mødregruppen er oprettet i tæt samarbejde med Det Grønlandske Hus i Odense og mødes hveranden uge. Se mere herMariann kontaktes på mr@fgb.dk eller på telefon: +45 5164 7064