Glæde i Aalborg: Børn fik juleønsker opfyldt
Midt i Hørsholm Midtpunkt står et juletræ. Det ligner umiddelbart et helt almindeligt grantræ, som er pyntet op til jul, men på træet hænger sedler med gaveønsker fra børn. Træet er et ønsketræ, et træ der opfylder ønsker for børn.Peter Stærmose er en del af det humanitære netværk Rotary i Hørsholm. Han forklarer: ”Ønsketræet er et projekt, som vi i Rotary i Hørsholm organiserer. På træet har børn fra otte foreninger fået mulighed for at ønske sig noget til en værdi af 250 kroner, og forbipasserende i Hørsholm Midtpunkt har haft mulighed for at købe noget til det enkelte barn. Og det har de gjort”. Peter Stærmose fortæller videre: ”Mere end 350 borgere har været ude og købe en gave, der passer til et kort på træet og har på den måde opfyldt et fremmed barns julegaveønske. Det er en tanke, der varmer i en tid som julen, hvor det jo bliver tydeligt, hvem der har mindst”.En meget fin gestusForeningen Grønlandske Børn var i år en af de otte udvalgte foreninger, der fik mulighed for at glæde børn ekstra meget her op til jul. Peter Berntsen er børne- og familievejleder i Foreningen Grønlandske Børn i Aalborg. Han lagde personligt vejen forbi Hørsholm og hentede 65 gaver hjem til de børn, der er en del af Foreningen Grønlandske Børns aktiviteter i Aalborg.”Tilbage i Aalborg holdt vi en fin julefest, hvor gaverne blev delt ud”, fortæller Peter Berntsen, som oplever, at det betyder noget særligt, at gaverne er givet i den ånd, de er. ”Selvom der ikke er nogen relation mellem gavegiver og de børn, der modtager gaven, så er der alligevel en anden højtidelighed forbundet med at åbne en gave, der kommer fra et andet menneske. Det er en meget fin gestus, som vi værdsætter både i Foreningen Grønlandske Børn, og som har vakt stor glæde hos grønlandske børn og familier i Aalborg”.