Lokale problemer kalder på lokale løsninger

Byen Tasiilaq på Grønlands østkyst blev efter DR-dokumentaren, ”Byen hvor børnene forsvinder”, genstand for en debat, der kom til at handle om meget mere end børnene i Tasiilaq. Dokumentaren stillede skarpt på et kollektivt mismod, en alarmerende høj selvmordsrate, seksuelle overgreb, men også fraværet af hjælp til de udsatte børn. Det har blandt andet affødt en kritik af kommunens håndtering af de mange sociale sager. Børnene får ikke den tilstrækkelige hjælp, lyder kritikken.For mange børn får ikke hjælpPuk Draiby, generalsekretær i Foreningen Grønlandske Børn siger: ”Der er alt for mange børn, der ikke får den hjælp de skal have, og dokumentaren har givet anledning til at diskutere, hvad der skal til. Hvordan sørger vi for at børnene får den hjælp, de har brug for og krav på - og endnu vigtigere; hvordan forebygger vi den omsorgssvigt, der præger alt for mange børns liv? Desværre er der ikke noget klart, entydigt svar. Vi er mange, der arbejder for at udvikle brugbare løsninger, der hhjælper de aller mest udsatte børn. Det er vigtigt at sige, at der er mange gode tiltag i Grønland, som vi kan se har en positiv effekt. Det har indtil for ikke så mange år siden været et meget stort tabu at tale om seksuelle overgreb. Der har man taget fat i i Grønland. Man kan tale om overgreb på en helt andet måde i dag, og det tænker jeg, er et skridt på vejen til at arbejde med problemerne. Men det er også klart, at der stadig er lang vej igen, alt for mange børn udsættes for overgreb og omsorgssvigt, og børnene møder et socialt system, der ikke i tilstrækkelig grad kan møde børnenes behov og finde løsningerne. For barnet eller den unge, opleves det naturligvis som svigt oven på svigt. Der er brug for en indsats, både her og nu og på lang sigt”.En af de ting der typisk bliver peget på, når der skal findes løsninger, er at tilføre ressourcer i form af sagsbehandlere til byer som Tasiilaq. Det er velkendt at sagsbunkerne i Tasiilaq og i andre byer hober sig op, og der er brug for fagpersoner, der kan løfte de mange underretninger og skabe løsninger for børnene. Puk Draiby siger:”Man kan sige, at der er bygget et system op, hvor det første led ”underretninger” i et eller andet omfang fungerer, men hvor det næste led, sagsbehandlingen, halter. Der er ikke nok sagsbehandlere, og det er svært at rekruttere nye.  Hvor man i Danmark kan ansætte sagsbehandlere i hele landet, er det svært at flytte medarbejdere til Grønlands østkyst og byer som Tasiilaq, som kun kan nås med fly og helikopter to gange om ugen i vintermånederne.Men også det tredje led, hjælpemulighederne - altså det man kan sætte ind med af hjælp til børnene - er mangelfulde. Der mangler muligheder lokalt. Her tror jeg, at lokalsamfundet skal ind. Der er i høj grad mulighed for at styrke den lokale indsats. Vi skal kigge på de ressourcer der er omkring børnene, i lokalsamfundet”, siger Puk Draiby.Bisidning skal holde hånden under de mest sårbare børnForeningen Grønlandske Børns ”Najorti” er en lokalt forankret bisidderordning for børn i Grønland. I løbet af 2020 skal Najorti være et tilbud til alle børn i Grønland, der har en socialsag i deres kommune. En af styrkerne ved Najorti er netop den lokale forankring. Puk Draiby forklarer:”Najorti er et eksempel på, at vi bruger de lokale ressourcer. Dem der arbejder som bisiddere er lokale borgere, som vi med uddannelse klæder på til at bisidde børnene i mødet med kommunen. De er ressourcepersoner for børnene og sikrer, at barnets perspektiv inddrages i sagen, men de er der også til at skubbe på, hvis en sag eksempelvis strander”.Najorti er også på vej til Tasiilaq. Puk Draiby fortæller:”I midten af maj var vi i Tasiilaq for at uddanne børnebisiddere. Vi holdt oplæg for 60 lærere og 100 børn for at udbrede kendskabet til Najorti, og så uddannede vi otte børnebisiddere, der inden længe kan arbejde for børnene i Tasiilaq. Det er langt fra nok, men Najorti er ét konkret redskab til at løfte børnesager, siger Puk Draiby, som peger på at der er behov for, at borgere og kommunerne i Grønland kan arbejde sammen på nye måder. Civilsamfundet skal understøttes, og familier skal have hjælp til at bryde de negative mønstre. Det er et fælles ansvar", slutter Puk Draiby.