Kufferter skal styrke Sapiik
Tre dages undervisning er netop slut. Sapiik-medarbejdere fra Nuuk, Ilulissat, Qaqortoq og Maniitsoq har været samlet til et medarbejderseminar i Aasiaat. Undervisningen har taget afsæt i de udleverede kufferter, der er fyldt med metoder og redskaber, så medarbejderne i endnu højere grad kan understøtte de unges drømme og ønsker for fremtiden.
Kufferterne skal styrke indsatsen”Kufferterne er en del af en generel oprustning af Sapiik-indsatsen”, forklarer Nivé Heilmann. ”Med en lang række konkrete tilgange til at arbejde med de unge og det nye slogan ’Er du modig?’, sætter vi fokus på, at dét at turde udvikle sig og tænke anderledes om sig selv kræver mod. Og det gør de konkrete øvelser medarbejderne er blevet præsenteret for også”.
Indholdet i kufferterne lægger op til en lang række øvelser, medarbejderne skal lave sammen med de unge. Alle øvelser handler om at styrke de unges handlekompetencer og at udvikle strategier og kompetencer til at klare modstand og udfordringer i livet. Samtidigt bliver de klogere på dem selv. Nivé Heilmann forklarer:”For eksempel er der i kufferterne redskaber og vejledning til en øvelse, der tager afsæt i de unges interesser og folder de kompetencer ud, der knytter sig til den unges interesse. Er man fx god til fodbold, så følger der nogle kompetencer med; man er måske god til at samarbejde med andre, man har en god fysisk form osv. Det kan være en øjenåbner for de unge at finde ud af, at der bag enhver interesse gemmer sig et sæt kompetencer, og at man faktisk kan se sig selv som én, der har kompetencer, der kan bruges til noget, i uddannelse eller job. Måden de oplever og forstår sig selv har stor betydning for deres muligheder i fremtiden”, slutter Nivé Heilmann.
Tak til Kommune Qeqertalik og Sømandshjemmet, som i forbindelse med medarbejderseminar i Aasiaat har været behjælpelig med overnatning og konferencelokale.