Konference i Nuuk
Fokus på børneinddragelse:
MIO og Foreningen Grønlandske Børn holder konference om børneinddragelse i socialsager
Mere end 80 medarbejdere og ledere på børne- og familieområdet, lokale og nationale beslutningstagere og embedsmænd samles den 10. november i Nuuk til MIO og Foreningen Grønlandske Børn konference: ”Børneinddragelse – Hvordan tager vi fat?” Interessen har været stor, men det kommer ikke bag på generalsekretær i Foreningen Grønlandske Børn, Puk Draiby, som er medarrangør af konferencen:”Jeg oplever, at der lige nu er et fokus på, at børn er borgere med ret til at blive hørt og inddraget, og rigtig mange vil gerne være med til at skabe de bedste løsninger for vores børn, ikke mindst de sårbare, som af forskellige årsager har en socialsag i kommunen. Det er blandt andet det, konferencen handler om: Hvordan styrker vi de allermest sårbare børns stemme og får skabt plads til inddragelse af dem”.Inddragelse af børn i deres egne socialsager er et centralt arbejdsområde for både MIO og Foreningen Grønlandske Børn. Blandt andet er Najorti en fælles indsats, som netop arbejder for at styrke barnets stemme og inddrage barnet på en måde, der imødekommer barnets alder og modenhed. Puk Draiby siger: ”Bisidderordningen Najorti er ét redskab og én måde at inddrage barnets perspektiv, så vi sikrer de bedst mulige løsninger for barnet. Men der er flere gode tiltag og gode kræfter, der lige nu arbejder i samme retning og ønsker at styrke barnets stemme. Konferencen er et forum, hvor vi kan samle noget af den viden, der er på området og forhåbentlig inspirere hinanden til at arbejde endnu mere kvalificeret, end vi gør i forvejen”.
Konferencen afholdes den 10. november kl. 8.30-16.00 i Katuaq, Nuuk.
Læs mere om konferencen og se programmet her