Interview med ny naalakkersuisoq

Arbejdet med udsatte børn: Hvad står øverst på den politiske dagsorden?

 Som nyudnævnt Naalakkersuisoq for Sociale Anliggender, Familie, Ligestilling og Justitsvæsen åbnede Sara Olsvig MIO og Foreningens Grønlandske Børns konference om børneinddragelse. Vi fangede hende i en pause for at spørge ind til de planer, der er på børne- og ungeområdet særligt i forhold til de udsatte børn - og hvad med børneinddragelse: Hvor meget ligger det den nye Naalakkersuisoq på sinde? ”Det er vigtigt for mig at sige, at jeg er glad for, at jeg fik muligheden for at åbne konferencen i dag. Det er jo gået stærkt de sidste par dage, og jeg har stadig meget at lære som ny naalakkersuisoq. Derfor blev jeg også fuldstændig overvældet og grebet af ydmyghed, da jeg kom ind i salen og så alle de mange mennesker som sidder med så meget viden, og som hver dag arbejder på at skabe de bedste vilkår for vores børn. Min rolle her i dag er lige så meget at lytte og suge viden til mig, og det er så tydeligt, at stemningen bærer præg af, at der er en vilje til at løfte i flok og gøre det bedste for vores børn. Det arbejde glæder jeg mig til at stå i spidsen for”. Hvad står øverst på din dagsorden i forhold til at skabe bedre vilkår for børn i Grønland?”Vi har et meget, meget stort arbejde vi skal have løftet på socialområdet herunder på børne- og ungeområdet. Naalakkersuisut (regeringen, red.) har haft rigtig stort fokus på børn, det skal vi fortsat have, men tiden er også kommet til, at vi ser på alle de voksne, der er rundt om barnet, og som ny Naalakkersuisoq har jeg et særligt ønske om, at vi fokuserer på forældrerollen, fx ved at gå ind med en tidlig indsats. Det er en af de ting, jeg ønsker at have fokus på. Og så skal vi have nedbragt sagstallene for de enkelte sagsbehandlere, så socialrådgivere og sagsbehandlerne har en fair chance for at udføre et godt og grundigt stykke arbejde. Det har de ikke altid, som tingene ser ud lige nu. Derfor er vi allerede nu gået i gang med et arbejde for at indføre sagstalsloft på socialområdet. Bedre arbejdsforhold og mere tid til de enkelte sager vil også betyde bedre mulighed for at arbejde i overensstemmelse med børns rettigheder, herunder en ordentlig inddragelse af børnene”. Sara Olsvig valgte at droppe sit talepapir, da hun så, hvem hun skulle tale til. "Jeg blev fuldstændig overvældet og grebet af ydmyghed, da jeg kom ind i salen og så alle de mange mennesker som sidder med så meget viden, og som hver dag arbejder på at skabe de bedste vilkår for vores børn". Hvad mener du om en indsats som Najorti? (MIO og Foreningen Grønlandske Børns børnebisidderordning, red.)”Vi skal være meget bedre til at inddrage børn i deres socialsager. Her er Najorti et helt håndgribeligt tiltag, hvor man sikrer, at børnene inddrages. Fra organisationernes side har I ofte mere fingeren på pulsen og ved, hvad der sker i det socialfaglige felt og kan afprøve nogle metoder, som så kan føde ind i det arbejde, vi laver rent politisk i departementerne.Jeg har fulgt Foreningen Grønlandske Børn fra sidelinjen og havde jo også som folketingsmedlem i Danmark et godt samarbejde med Foreningen Grønlandske Børn i Danmark, så jeg kender til jeres arbejde og ved at I, og andre organisationer, laver et stykke arbejde, som er fuldstændig uvurderligt. Civilsamfundet løfter på socialområdet på en måde, som vi i det offentlige ikke kan gøre på helt samme måde. I kommer med en gejst og en vilje og nogle input og konkrete indsatser, som jeg tager meget meget, meget alvorligt”. img_3295Vi var ikke de eneste, der ville snakke med den nye Naalakkersuisoq. Her er det KNR, der inteviewede Sara Olsvig til radioen.

Forrige
Forrige

Samarbejdsaftale mellem Kujalleq og FGB

Næste
Næste

Minder om en god sommer