‘Film & Workshop’ i Sisimiut - og for første gang i Maniitsoq
Onsdag den 22. november åbner Hotel Maniitsoq dørene for en workshop, som vi i Foreningen Grønlandske Børn afholder. Med til workshoppen er fagfolk fra hele området og dagens omdrejningspunkt er to film, som vi har produceret. Aftenen inden, den 21. november, er Maniitsoq rammen om et lignende, men ikke helt parallelt arrangement: Her er alle byens forældre nemlig inviteret til at komme og se den ene af de to film, den, der hedder ‘Ikioqatigiitta?’ - på dansk ‘Skal vi hjælpes ad?’ om forældreskab.“Vi har ved tidligere forældreaftener set, at filmen om forældreskab åbner op for nogle virkelig gode snakke mellem forældrene og mellem forældre og de fagfolk, som ofte også deltager. Filmaftenen giver samtidig plads til, at vi får talt om de emner, som presser sig på hos forældrene og får talt om de situationer, som kan være svære at stå i”, siger projektleder Gunver C. Justesen. Også ‘Film & Workshop’ i SisimiutEn uges tid senere er vores koncept ‘Film & Workshop’ at finde i Sisimiut, hvor vi har en forældrefilmaften tirsdag den 28. november, mens kulturhuset Taseralik rummer workshoppen for fagfolk næste dag, onsdag den 29. november.
Vi afholder workshop i kulturhuset Taseralik. Foto: David Trood/Visit Greenland Det er ikke første gang, at vores film er i Sisimiut. Her kunne man tilbage i 2014 se den første af vores to film om mødet med børn. Filmen ‘Takusinnaaviuk?’ - på dansk ‘Kan du se det?’ - om omsorgssvigt blev nemlig vist på vores allerførste workshop netop i Sisimiut. Siden er konceptet ‘Film & Workshop’ blevet en velafprøvet pakke, hvor Foreningen Grønlandske Børn i tæt samarbejde med engagerede lokale kræfter skaber både workshops og filmaftener for forældre.“Til vores workshops inviterer vi ‘fagfolk på børneområdet’. Oprindelig henvendte vi os mest til personale i daginstitutioner, men det er en stor glæde at se, at fx folk fra sundhedssektoren, politiet og myndighederne også melder sig til. Ligesom vi er glade for at have deltagere med fra bygderne. Det kan til tider være lidt besværligt at få arrangeret transporten, men giver virkelig mening, når vi ser nye netværk og gode debatter opstå på tværs af folk, som alle arbejder for, at børn har en tryg opvækst”, siger projektleder Gunver C. Justesen. Hun har sammen med børnefaglig konsulent Helle Skriver Andersen stået for alle ‘Film & Workshop’-arrangementer i de forløbne år.Tidligere på efteråret afholdt vi ‘Film & Workshop’ i Upernavik og Uummannaq. Det kan du læse mere om her.Vil du gerne deltage i enten Maniitsoq eller Sisimiut? Så skriv til mailadressen - workshop@fgb.dk. Deltagelse i forældrefilmaftenen kræver ikke tilmelding, her skal man bare møde op. Følg med i tid og sted for forældreaftenerne på vores Facebook.