FGB-folk i Finland
Foreningen Grønlandske Børn deler erfaringer med resten af Norden
To af Foreningen Grønlandske Børn Aarhus-folk har netop været i Finland for at fortælle om foreningens arbejde på konferencen ‘Det nye Norden’. I dag er vores pædagogiske medarbejder Mikkel Wulff Schneider så i Helsinki igen. Denne gang for at præsentere konferencens samlede resultat for alle regeringslederne - ikke mindst for vores egen dronning Margrethe.
Akisooq Vestergaard-Jessen (nr. to fra højre) og Mikkel Wulff Schneider (nr. to fra venstre) er pædagogiske medarbejdere i Aarhus. De arbejder i vores indsats ‘Et Bedre Liv i Danmark’, men i sidste uge var Aarhus og arbejdet med grønlandske familier byttet ud med en fælles nordisk konference i Finland. På billedet ses de sammen med hele den danske delegation. “Vi holdt oplæg i Finland dels om Foreningen Grønlandske Børn generelt og mere præcist om vores indsatser med ‘Et Bedre Liv i Danmark’, vores børnebisidderordning ‘Najorti’ i Grønland og om vores nye frivilliguddannelse ‘Siammartoq’”, fortæller Akisooq Vestergaard-Jessen, som også beretter om et ambitiøst konferenceprogram med oplæg, visit på ambassade og workshops fra tidlig morgen til sen aften. Konferencen er endt ud med vedtagelse af deklaration med ti punkter, som fremtidigt arbejde på tværs af ngo’er bør koncentrere sig om. De ti punkter handler bl.a. om at øge gensidig respekt, have fokus på menneskerettigheder, demokrati og ytringsfrihed, sikring af velfærdsstaten, øge forståelsen af vores forskellige sprog, om aktivt at promovere kønsmæssig ligestilling og om bæredygtighed. Dronningen lytterDe ti punkter bliver torsdag 1. juni fremlagt samlet af fem repræsentanter fra hvert af de nordiske lande. Fra Danmark deltager Mikkel Wulff Schneider. Og publikum? Ja, det er ingen ringere end vores egen dronning Margrethe - som jo også er protektor for Foreningen Grønlandske Børn. Hun er i selskab med bl.a. den svenske konge og islandske præsident. Alt sammen i anledning af, at Finland i år kan fejre 100 års selvstændighed og samtidig kan genåbne kulturcenter Hanaholmen i Helsinki. Bliver du ikke nervøs ved tanken om, at du snart skal stå over for gruppen af nordiske konger, dronninger og præsidenter?“Det er ok. Jeg skal jo ikke tale så længe”, siger Mikkel Wulff Schneider. Det sidste er rigtig nok. Mikkel er programsat til at tale i 40 sekunder. Udgifterne til rejserne afholdes af finske fonde, ikke af Foreningen Grønlandske Børn.