En samtale om at positive forandringer for udsatte børn

”Børnene har jo selv en viden …”

Najorti, et korps af voksne, som slår følge med børn og unge, der er i kontakt med kommunen, er etableret. Najortierne skal hjælpe børns egen viden frem og øge børnenes indflydelse i egen socialsag. Men hvorfor er det nødvendigt – og skal børn så bestemme alting selv? Foreningen Grønlandske Børns bestyrelsesformand Kirsten Bitsch og generalsekretær Puk Draiby mødtes til en samtale om netop det.  Artikel fra magasinet "Børns stemmer - Børneinddragelse i socialsager". Magasinet lanceres til konference "Børneinddragelse - Hvordan tager vi fat?" i Nuuk den 10. november. Se mere om konferencen her“Der er ikke noget, der er håbløst!” Den sætning gentager Kirsten Bitsch: “Der er ikke noget, der er håbløst! Det ved vi fra mange års konkret arbejde med konkrete børn.”Kirsten Bitsch er bestyrelsesformand for Foreningen Grønlandske Børns tegner derfor ngo’en sammen med generalsekretæren Puk Draiby. De to mødtes til en samtale om håb og især om de konkrete skridt, vi sammen kan tage for at forbedre og forandre situationen for udsatte børn og unge. Både Kirsten Bitsch og Puk Draiby har været centrale i etableringen af det nye projekt Najorti; et korps af voksne, som bliver uddannet til at være ved børns side i deres møde med kommunen. Najortierne skal hjælpe børn med at få egen stemme og give børn en bedre forståelse af, hvad der egentlig sker i deres sag, fx når kommunen beslutter, at deres nye hjem er et børnehjem. Foreningen Grønlandske Børn har etableret det nye najorti-korps i tæt samarbejde med den grønlandske børnerettighedsinstitution MIO – og i øvrigt også i samarbejde med en lang række myndigheder, andre organisationer og med økonomisk støtte fra flere sider. “Hvis jeg ikke gør det her, hvem gør det så?”“Vi kunne aldrig have gjort det alene”, slår Kirsten Bitsch fast. “Vi har lyttet og forsøger at komme med konkrete tiltag, som ændrer situationen.” Puk Draiby supplerer: “Vi har egentlig længe været i gang med det, som nu er blevet til Najorti. For vi skulle finde en god måde at give børn en stemme i egne sager. Børnebisidderordningen Najorti blev vores svar.  Det gode ved Najorti er, at det bygger på ressourcer, som i forvejen findes – vi styrker de ressourcer og sætter indsatsen i system. Vi sørger også for at danne netværk.” Børn er ikke ufuldstændige voksne Men hvorfor er et projekt som Najorti vigtigt i Grønland? “Vi ved, at alt for mange børn og unge er på børnehjem uden at forstå, hvorfor de er havnet her. Og uden at ane, hvor længe de skal blive, og hvad der så skal ske. Det gavner ikke noget barn. Sådan en situation bliver til et svigt fra systemets side oveni det svigt, som barnet allerede har oplevet derhjemme”, siger Puk Draiby. Kirsten Bitsch skyder ind: “Vores grundlæggende værdi er jo, at alle mennesker betyder noget, også de svageste.” Hun fortsætter med at sige: Det er selvfølgelig ikke et specielt problem kun i Grønland, at der mangler en respekt og interesse for, hvordan børn selv ser på deres egen situation. Det ser vi mange steder i verden. I Grønland er situationen så derudover den, at landet er ungt, og at der har været så meget andet at tage sig af end børnenes situation. Først skulle hjemmestyret etableres, siden selvstyret, mens de økonomiske udfordringer og de store forandringerne for fangersamfundene alt sammen også krævede opmærksomhed og var noget, man måtte tage fat i. Så måske har vi vænnet os til, at fokus ikke så meget var på børnenes – især de udsatte børns – vilkår. De blev ret usynlige.” “Forældrerollen giver måske ikke sig selv så meget mere”, fortsætter Puk Draiby. “Der sker jo kolossale forandringer, ikke mindst i Grønland. Det er en stor forandring, at det i dag kræves, at forældre støtter deres børn i at få en uddannelse. Det er ikke let, hvis man fx aldrig selv har taget en uddannelse.” Men børn er egne væsener og ligeværdige mennesker. Den sag er Kirsten Bitsch og Puk Draiby enige om. Så initiativer som Najorti må gerne være med til at flytte på, hvordan vi ser på børn. Og respekterer børn i stedet for at betragte dem som ufuldstændige voksne.  Skulder ved skulderHvordan er projekt Najorti så blevet modtaget?Kirsten Bitsch: Man kunne muligvis frygte, at fx kommunernes sagsbehandlere ville opfatte Najorti som en kritik af deres indsats. Hvad projektet bestemt ikke er. Så heldigvis er projektet blevet taget virkelig godt imod. Puk Draiby skyder ind: “Ja, Najorti er jo netop en støtte til sagsbehandlernes arbejde. Najorti hjælper barnet med at få en stemme fx på netværksmøder, hvor der kan være mange parter til stede. Det betyder, at sagsbehandleren i højere grad kan lægge sin energi i, at der kommer et godt resultat ud af mødet. Så najortier skulle gerne blive en konkret lettelse i en situation, hvor hver sagsbehandler ofte har for mange sager at tage sig af. Kirsten Bitsch overtager ordet: ”Det bliver aldrig Foreningen Grønlandske Børns stil at pege fingre. Vi vil i stedet stå skulder ved skulder med andre, som arbejder på at løse de konkrete udfordringer. Vi skal lytte og spørge og derefter handle. Det drejer sig om at skabe tillid, for herigennem at blive forandringsskabende ind i det enkelte barns liv. Vi skal selvfølgelig se problemerne i øjnene, som de er. Men også slå fast, at der er håb.  Hvilke udfordringer ser I for det nye korps?“Der er adskillige vigtige udfordringer. Undersøgelser viser, at cirka 70 procent af de grønlandske børn har det glimrende. Men gruppen af de, som møder omsorgssvigt, er stor. Så det bliver en udfordring at give alle børn, der har brug for det, muligheden for at få en Najorti. Det samme er geografien, selvfølgelig. Vi forsøger at overkomme den udfordring ved at arbejde med en fælles digital platform”, siger Puk Draiby og fortsætter: “Det kan også blive en udfordring for najortierne, at kommunikationen i Grønland ikke altid er så verbal. Af og til klarer man sig med en rynke på næsen eller løftede øjenbryn. Traditionelt har det været velset at udtrykke sig kortfattet.” Her bryder Kirsten Bitsch ind: “Så vores najortier skal hjælpe børnene til at få sat sprog på! Få hjælp til at formulere det, som er svært at formulere! Det er vigtigt – og også nødvendigt for at få den rigtige hjælp!” Kirsten Bitsch og Puk Draiby er derudover enige om, at det også er en udfordring, at Grønland mangler uddannede sagsbehandlere. “Det er klart, at når vi har en børnesag, som skal sagsbehandles, så er det en udfordring, hvis en kommune over længere tid ikke har bemanding nok”, som Puk Draiby formulerer det. ”At sætte fokus på, hvordan vi bliver bedre til at inddrage børnenes egen stemmer, er også en måde at gøre sagsbehandlingen bedre, også der hvor kommunen har en udfordring med at skaffe uddannede sagsbehandlere” fortsætter Puk Draiby. Så skal børn nu bestemme det hele selv?“Lad os lige tage den! For nej, selvfølgelig ikke; det bliver slet ikke aktuelt. Børn skal ikke selv tage beslutning fx, om de skal bo på børnehjem. Det er stadig de voksnes, kommunens, ansvar at træffe beslutninger. Ikke mindst fordi de her børn typisk har stået med alt for mange beslutninger og alt for meget ansvar selv allerede”, siger Kirsten Bitsch, mens Puk Draiby fortsætter: ”Men børnene har en viden og erfaring, som vil gøre kommunerne i stand til at træffe beslutninger på et meget bedre grundlag. Ikke mindst skal børnene forstå og acceptere, hvad der skal ske med dem i fremtiden. Så kan de bruge mindre energi på uvished og på at være vrede. Og på den måde få tid til at være børn.” Læs mere om Najorti her