Camp Aasarik

Turen gik til... Camp Aasarik

Den første uge i juli var 30 grønlandske børn i Danmark afsted på sommerlejr i Djursland. Camp Aasarik hed sommerlejren, der var arrangeret af Foreningen Grønlandske Børn og Dansk Folkehjælp. "En uge gør faktisk en forskel". Ordene kommer fra Naja von Sehested, som er frivillig i Foreningen Grønlandske Børn og en af to frivilligledere, der samme med 10 andre frivillige brugte en uge i juli på at give børnene nogle gode ferieoplevelser. "De børn vi hentede i busser, da campen startede og de børn, vi kørte hjem efter en uge, var nogle meget forskellige børn. De stille og generte børn var på hjemturen åbne og storsmilende, og trætte selvfølgelig efter en uge med masser af nye indtryk og oplevelser. Mit indtryk er, at børnene havde en fantastisk ferie og nød at være sammen med os voksne og alle de andre grønlandske børn", siger Naja. Foto: Susanne Fischer Sommerlejren giver gode vennerDen oplevelse deler Niinas mor Bibi. Niina er 10 år og fra Viborg og havde fået en seddel med hjem fra skolen. Det var den måde Niinas familie blev opmærksom på muligheden for at komme med på ferielejr i sommerferien. Og Niina ville meget gerne afsted. En uge med andre grønlandske børn lød rigtig sjovt, syntes Niina, og Niinas mor Bibi var også glad for den mulighed: ”Niina trængte til at komme lidt væk og opleve en rigtig sommerferie. Hvis ikke hun var kommet med på Camp Aasarik, havde hun bare skulle være hjemme hele ferien”. Niina kom da også hjem med en masse gode ferieoplevelser og nye venner, også nogle hun har haft kontakt til efter campen.Det er blandt andet det, sådan en ferielejr kan, siger Naja von Sehested: "Børnene skaber relationer på kryds og tværs, og så er det bare en fed uge med en masse leg, ture og gode ferieoplevelser". Foto: Susanne Fischer  

Forrige
Forrige

Første skoledag

Næste
Næste

Sommeroplevelser på Camp Nuan