Socialrådgivere skal få øje på de usynlige børn
Kommende socialrådgivere kom på skolebænken: Sådan får I øje på de usynlige børn
Mere end 100 unge mennesker er samlet i auditoriet på Metropol på Kronprinsesse Sofies vej på Frederiksberg. Det er onsdag, og det er anden uge på socialrådgiverstudiet, og Foreningen Grønlandske Børn står for undervisningen de næste to en halv time. Vi har fået lov til at undervise i det, vi ved noget om, nemlig ”de usynlige børn” og deres forældre. Hvordan møder systemet sårbare grønlandske medborgere, hvoraf mange ikke giver udtryk for eventuel udsathed eller behov for hjælp? Det er temaet for dagen.
Projektleder Majken Gøtske og pædagogisk konsulent Helle Skriver står for afviklingen af dagens program. Sammen med dem er en ung kvinde, som var et af de grønlandske børn, der ikke fik hjælp af systemet - en af de usynlige børn. Charlottes mor drak i perioder for meget, og kaos indtraf for alvor, da stedfaren døde. Charlotte var dengang 10 år. Charlottes historie er en historie om en pige, der kæmper sig igennem en urimelig svær situation uden hjælp fra voksne, der burde have rakt en hånd ud. Men det er også et vidnesbyrd om, hvor vanskeligt det er at få øje på signalerne og reagere på dem.
Charlotte var et af de usynlige børn, der stod meget alene med problemerne, da hun var barn. Denne onsdag er hun med for at give andre usynlige børn en stemme Projektleder Majken Gøtske siger: ”Vi møder rigtig mange af de usynlige børn, som Charlotte var dengang, børn der ikke gør meget væsen af sig og derfor er svære at få øje på og hjælpe i systemet. Charlotte er en mønsterbryder, og både Charlotte og hendes mor fandt dengang ressourcer i sig selv og lever gode liv i dag. Vi oplever rigtig mange, hvor udfaldet ikke er lykkeligt, og hvor problemerne får lov til at vokse sig store og volder stor skade på børn og familier”, siger Majken Gøtske.Opgaven i dag er at synliggøre de usynlige børn, men også at nedbryde nogle af de fordomme og forforståelser, vi danskere og grønlændere møder hinanden med. Fordommene lever i os alle sammen og er en måde at kategorisere og håndtere virkeligheden på. Viden om grønlandsk kultur og kendskab til den isolation og ensomhed, mange familier skal håndtere, når de kommer til Danmark, kan være med til at klæde de kommende socialrådgivere på i mødet med udsatte grønlandske medborgere.”Der er altid mange nuancer i mødet med andre mennesker, og åbenheden og nysgerrigheden er noget af det vigtigste at møde et andet menneske med” siger Helle Skriver, som står for størstedelen af dages oplæg og fortsætter: ”Og det er uanset, hvilken etnicitet og kulturbaggrund personen har - for kultur er bare ét af mange lag i forståelsen af det andet menneske”, siger Helle Skriver. Mere oplysning i folkeskolerneMathias Kjær og Nicole Juhl og nogle en af de kommende socialrådgivere, der sidder i salen denne onsdag. Imens deres medstuderende pakker sammen, bliver Mathias og Nicole tilbage og reflekterer over dagens oplæg. Nicole efterlyser mere oplysning i folkeskolerne: ”Man ved meget lidt om de grønlandske familier i Danmark, og hvad det vil sige at komme til Danmark med grønlandsk kulturbaggrund”. Mathias er enig, men er i øvrigt ikke i tvivl om, at etnicitet og kultur ikke skal stå i vejen for et åbent møde med en grønlandsk medborger: ”Jeg tror, at det er vigtigt, at man behandler grønlandske familier som enhver anden familie, og at man ikke møder mennesker eksempelvis som grønlændere. Det tror jeg ikke på er vejen frem, og det synes jeg dagens oplæg bakker op om.
Mathias og Nicole: "Der er brug for mere oplysning om grønlandske familier i Danmark". Temadagen henvender sig til studerende eller faggrupper inden for det pædagogiske område. Se mere om temadagen her