Voldsforebyggelse på skoleskemaet


TASSA! - Nu er det nok!

Antallet af sager med vold i hjemmet, hvor børn er involveret, er stigende i Grønland. Flere børn og unge oplever altså vold derhjemme. Samtidigt er anmeldelser af vold blandt unge fordoblet fra 2019-2020.

Gennem undervisning arbejder Grønlandske Børn på at forebygge og nedbringe vold blandt unge ved at give dem viden om deres handlemuligheder og støtte dem i at indgå i sunde relationer. For at nå alle unge, der har vold tæt inde på livet eller kan få det, er omdrejningspunktet folkeskolen. Tre hele skoledage om året vil eleverne på de ældste klassetrin blive undervist i og få afprøvet forskellige øvelser i praksis, alt sammen med det formål at give dem redskaber til at vende volden ryggen og benytte andre strategier.

Projekt hedder Tassa! (Nu er det nok!) og har været i gang i knap to år. Undervisningsforløb og -redskaber findes på websitet www.tassa.gl og er tilgængelige for alle.   

Materialet er udviklet i tæt samarbejde med PiSiu, Socialstyrelsen, skolekonsulenter fra Qeqqata Kommunea, lærere fra Nuussuaq Skolen i Nuuk, Uddannelsesstyrelsen og Ilisimatusarfik samt en række fagpersoner indenfor forebyggelse af vold. Alle har bidraget med deres viden til at udvikle og kvalitetssikre materialerne.  

I efteråret 2022 gennemførte vi andet pilotforløb på syv udvalgte skoler: Tasiilaq, Maniitsoq, Nanortalik, Kullorsuaq, Qasigiannguit (både skole og efterskole) og ASK i Nuuk.  

Vi ser frem til at kunne lancere undervisningsforløbet på alle skoler i Grønland.

Vil du vide mere?

Kontakt Britta-Marie Juliana Nielsen på mail eller på telefon tlf.: +299 55 11 22