85 års arbejde for grønlandske børn
Siden foreningens start i 1924 har foreningens aktiviteter været
et spejl af Grønlands politiske status og udviklingen i de sociale
og økonomiske forhold.
I
1923 rejste en delegation fra Rigsdagen (Folketinget) for første
gang til Grønland. De kom vidt omkring, og blev temmelig rystet
over, hvad de så af sygdom, sult og nød. Tuberkulosen hærgede
landet og dræbte et uhyggeligt antal mennesker, og børnene, især de
forældreløse, havde kummerlige opvækstvilkår.
Delegationens rejse førte til "Foreningen til Hjælp for
Grønlandske Børn", der blev oprettet i 1924 med mange
rigsdagsmedlemmer i bestyrelsen. Den oprindelige målsætning var
"oprettelse af hjem i Grønland for svage og truede børn,
moderløse spædbørn samt for børn, der lider af eller er disponeret
for
tuberkuløse sygdomme".
Opbakningen var imponerende. De danske aviser tog initiativ til
en indsamling, og på bare to år havde foreningen indsamlet 100.000
kr. - en formue - og fået 7.000 medlemmer.
Det første tuberkulosesanatorium blev åbnet i
Maniitsoq/Sukkertoppen allerede i 1925, og efterhånden fik man
etableret fem sanatorier. Røde Kors støttede dem i en årrække ved
at aflønne forstanderinderne. Fra slutningen af 1950'erne, da
tuberkulosen var ved at være bragt under kontrol, blev sanatorierne
omdannet til børnehjem for forældreløse og socialt belastede
børn.
1960'erne og 70'erne
I 1960'erne begyndte mange kvinder at arbejde i
fiskeindustrien, og på opfordring af myndighederne oprettede
foreningen syv vuggestuer - Grønlands første.
De voldsomme omvæltninger, som moderniseringen og
industrialiseringen i denne periode indebar, blev grundlæggende set
som "udvikling". De kulturelle og sociale omkostninger er først
senere blevet åbenbare.
Hjemmestyrets indførelse
Hjemmestyret blev indført i 1979 og overtog hurtigt i løbet af
80'erne ansvaret for en lang række samfundsområder. Foreningen
overdrog de fem børnehjem til Grønlands Landsstyre, mens
vuggestuerne blev overtaget af kommunerne, og i en periode var der
en vis usikkerhed omkring behovet for privat hjælpearbejde og hvad
foreningen skulle fokusere på.
Man valgte i første omgang en række projekter for grønlændere i
Danmark.
I perioden 1981-2001 drev vi den selvejende bo-institution Gudruns
Minde i Dianalund, som tog sig af psykisk udviklingshæmmede
grønlandske børn og unge.
I samme periode medvirkede vi ved oprettelse og drift af en
afdeling for grønlændere ved Kofoeds Skole i København. Vi
finansierede projekter for unge grønlændere med tilknytning til det
grønlandske rådgivningskontor Pooq i København samt en
dobbeltsproget retshjælp for grønlændere i Danmark.
Væresteder
Uanset Hjemmestyrets overtagelse af bl.a. social- og
sundhedssektorerne fik vi klare signaler om, at der var behov for
en privat/frivillig indsats på børneområdet.
I 1991 indledte foreningen, i samarbejde med Red Barnet og
Ammassalik Kommune udviklingen af det forebyggende børneprojekt
"Amarngivat" i Tasiilaq, den største by i det ekstremt tyndt
befolkede Østgrønland. Projektets hovedformål var at forbedre en
gruppe østgrønlandske børns livsbetingelser og livskvalitet ved at
give dem et uforpligtende sted at være. I 1993 blev projektet
udvidet med tiltrængte væresteder i bygderne Kulusuk og Kuummiut i
samme område. Efter en forsøgsperiode på knap 7 år var værestedet i
Kuummiut modent til at stå på egne ben, og det overgik til at være
en selvejende institution fra 1997. Foreningen Grønlandske Børn og
Red Barnet havde da investeret 4.3 mill. kr. i projektet.
I 1995 begyndte foreningen at forberede børneprojektet "Pilutaq"
i Nanortalik i Sydgrønland, også i samarbejde med Red Barnet og på
opfordring fra Nanortalik Kommune. Det blev indviet af Dronningen
ledsaget af prins Henrik i august 1997. I 2000 blev Foreningen
Grønlandske Børn eneansvarlig for videreførelsen af projektet og
ved årsskiftet til 2004 blev "Pilutaq" en selvejende
institution.
Projektfasen løb til udgangen af 2003, hvorefter Pilutaq blev en
selvejende institution finansieret af Nanortalik Kommune.
I august 2003 fik Pilutaq en "satellit" i form af værestedet
Sikkersoq i bygden Alluitsup Paa, også i Nanortalik kommune.
Sikkersoq er, som de andre væresteder, finansieret af Foreningen i
samarbejde med kommunen og Hjemmestyret.
Kutsadda,
Ittoqqortoormiit
Efter flere års kontakt med Ittoqqortoormiit Kommune på
østkysten så værestedet Kutsadda dagens lys i november 2001.
Ittoqqortoormiit er et af de mest isolerede samfund i Grønland og
har tidligere haft massive sociale problemer, men værestedet er en
klar succes og er med til at skabe håb for fremtiden. Efter tre år
som institution under Foreningen Grønlandske Børn blev værestedet
pr. 1.1. 2005 en selvejende institution.
De unge: en ny målgruppe
Traditionelt har vi koncentreret os om de
4-14-årige. Men mange grønlandske børn over 14 år står med massive
problemer, som de savner hjælp til at håndtere.
Det førte umiddelbart til, at foreningen i januar 2004 oprettede et
ungdomsprojekt, som består af en landsdækkende radioudsendelse for
unge og en hjemmeside www.inuusuttutakisunnerat.gl
hvor unge kan søge rådgivning til at løse problemer, som de ikke
selv kan håndtere.
Radioudsendelserne sætter fokus på en række tabubelagte emner såsom
selvmord, vold og misbrug i familien. Projektet blev lige fra
starten en kæmpe succes.
De unge tog hjemmesiden, som er på grønlandsk, til sig med det
samme, og radioudsendelsens temaer bliver løbende taget op til
debat - også i andre medier. I efteråret 2004 valgte Social og -
sundhedsdirektoratet i Grønland (der svarer til socialministeriet i
Danmark) at medtage projektet, som en væsentlig del af den første
landsdækkende tre-årige handlingsplan til forebyggelse af selvmord.
Foreningen overdrog således projektet til Grønlands Hjemmestyre ved
årsskiftet 2005 efter at have brugt 1,3 mio. kr. på projektet.
