Foreningen for grønlandske børn

Presseinvitation - Lillebror Prisen 2009

For 17. år i træk uddeler Børnehjælpsdagen den traditionsrige Lillebror Pris. Uddelingen finder sted på:

Københavns Rådhus, onsdag den 22. april, kl. 11:00-12:00.

Lillebror Prisen på 50.000 kroner uddeles til en person, organisation eller forening, der i det forgangne år har ydet en bemærkelsesværdig indsats for børn og unge i Danmark.

I år går prisen til integrationsprojektet 'Et godt liv i Danmark', som Foreningen Grønlandske Børn står bag.

'Et godt liv i Danmark' er et 4-årigt projekt for 80 herboende socialt udsatte og isolerede grønlandske børn og unge i alderen 7-18 år. De får tilbud om forskellige aktiviteter; bl.a. weekendkoloni, sommerlejr og besøg i idrætsforeninger.

Formålet med projektet er bl.a. at styrke børnenes/de unges selvtillid og muligheder for at bryde med den sociale isolation, som mange af dem oplever.

Sofie Lassen_KahlkeSofie Lassen-Kahlke overrækker prisen

I alt deltager cirka 100 inviterede gæster til prisuddelingen, der som altid bliver afholdt i Festsalen på Københavns Rådhus. Her vil 2. næstformand for Borgerrepræsentationen, Jesper Christensen, byde velkommen til alle.

Skuespilleren Sofie Lassen-Kahlke, der er ambassadør for Børnehjælpsdagen samt medlem af priskomitéen, vil senere holde tale og overrække prisen.

Programmet byder også på Eventyrteatrets dygtige børn, der synger 'I Fuldmånens Skær' fra forestillingen 'Den Bestøvlede Kat'. Desuden optræder sangerinden Anita Lerche med to indiske 'Bollywood'-sange fra hendes album 'Heer From Denmark'.

Akkreditering for pressen

Adgang til Københavns Rådhus - og prisuddelingen - kræver akkreditering fra Børnehjælpsdagen. Akkreditering kan ske ved at kontakte presseansvarlig, Sylvia Emilia Blazejowski, pr. mail: sb@bhd.dk eller tlf.: 2682 8923.




For yderlige information kontakt venligt:

Sylvia Emilia Blazejowski

Presseansvarlig
Børnehjælpsdagen
T: 3530 9306 / 2682 8923
E: sb@bhd.dk



Om Børnehjælpsdagen

Børnehjælpsdagen er en selvejende, humanitær organisation, der siden 1904 har arbejdet for børn og unges vilkår i Danmark.



I dag støtter Børnehjælpsdagen det frivillige børne- og ungdomsarbejde samt de cirka 15.000 anbragte børn og unge, der bor uden for hjemmet i Danmark.